Bål & Brand
Teksten er fra mit nyhedsbrev, der udkom den 13. april 2026. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her.
Altså jeg havde egentlig skrevet en note til mig selv om, at dette nyhedsbrev skulle være mere opbyggeligt. Lidt mere hyggeligt, knapt så meget kritik.
Men så var der en amerikansk præsident, der sagde noget om, at han ville udslette en hel civilisation. Og så fik jeg faktisk lyst til at sætte ild til noget igen.
I påsken var jeg i biografen to gange og se to meget forskellige film. Første film var If I had legs I’d kick you. Ikke en kæmpe Hollywoodfilm, men et stærkt horrordrama om moderskab med Rose Byrne i hovedrollen. Den anden film var Super Mario Galaxy.
If I had legs I’d kick you handler om en mor, der er på randen af vanvid. Hun er presset til det yderste med en datter med en spiseforstyrrelse og en mand, der ikke er tilstede. Hun er fanget i det bizarre limbo-agtige sted, man som forælder til et sygt barn (eller et barn med en diagnose, skulle jeg hilse at sige) kan befinde sig, hvor professionelle fortæller dig, at det ikke er din skyld, at barnet er sygt, men det er dit ansvar, at barnet bliver bedre så normaliteten retmæssigt kan indfinde sig. Alt imens du famler i blinde for skabe bedring for en tilstand, du hverken har uddannelse eller klar indsigt i. Og i filmen falder loftet i deres lejlighed så en dag ned på grund af overboens vandskade og afgrunden til vanviddet nærmer sig med hastige skridt.
Filmen bliver kaldt et drama, men horrordrama beskriver bedre, hvordan det reelt er, når man er så alene om noget, der er så meget større end en selv, mens man samtidig lige skal holde styr på håndværkerne og iøvrigt sørge for, at barnet får næring igennem en maskine om natten.
-
For nogle måneder siden begyndte jeg at følge en instagramkonto, der på ret vild vis blander eller sidestiller eller sammensætter forskellige tendenser i vestlige samfund til en slags hele. Det handler om misogyni og om krig og ødelæggelse og er kuraterede små stykker internetindhold sat sammen til Instagram-karuseller og det er meget virkningsfuldt. Så en karrusel, der starter med at handle om Kurt Cobain og hans positive kvindesyn kommer forbi israelske bombninger af Libanon, amerikanske kvinder, der bliver arresteret for spontane aborter, Folkefronten til Palæstinas befrielse (PFLP) og hekseafbrændinger i middelalderen. Det er en mundfuld og det er langt mere vibes end et sammenhængende narrativ.
-
If I had legs I’d kick you og de her instagramopslag har det kaotiske og destruktive til fælles. I filmen er det vanviddet, der rykker tættere på, når moren får flashback til traumet, da datteren skulle indlægges. På instagram er det sammenstillingen af de destruktive kræfter med moderskab, kvinders rettigheder, der indskrænkes og krig.
Og på instagram kan jeg så scrolle videre forbi UNCHRs bøn om penge til underernærede børn i Gaza, opslag om undervægtige kvinder i Hollywood, smoothieopskrifter til at understøtte mine flagrende hormoner og videoer om Ditte Okman, der gør grin med handicappede. En hverdagscollage af et hellscape.
-
Super Mario Galaxy var omtrent lige så forudsigelig, som man kunne forvente. Men børnene var glade. Mindre glade var de, da jeg et par dage tidligere havde gennemtrumfet, at aftenens film ikke var endnu en Grusomme mig-film, men Moonrise Kingdom. Og ganske kort tid inde i filmen gik det op for mig, hvor langt væk fra hvordan Grusomme mig eller andre amerikanske børnefilm Wes Anderson er. Tempoet og fortællestilen er så markant anderledes, at det var fremmed for mine børn. “Hvem er de drenge?”, “Hvad laver de med den pladespiller?”, “Hvem er de voksne?” faldt prompte fra den 7-årige i løbet af filmens første par minutter. “Lidt for meget drama,” var dommen, da filmen var slut. Men der var jo også en hund, der blev skudt, et vildt tordenvejr, en spejdertrop på afveje uden tropsfører og to 12-årige, der havde kysset.
-
Ideen om at forkaste eller gøre op med både tidligere kendte narrativer og måder at fortælle historien på er potent, og det, vi har brug for lige nu. Når den amerikanske præsident bare sådan uden videre konsekvenser kan tale om at jævne andre civilisationer med jorden, så er der vel også brug for et modsvar, der også flipper the script.
Til det 8. marts arrangement med heksene på fælleden, som jeg skrev om i en tidligere mail, var der en der sagde noget i stil med, at ideen om at brænde hele lortet ned for at noget nyt og bedre kan komme bagefter, er tiltrækkende. Det er en tanke, jeg har meget svært ved at forlige mig med. Jeg ville egentlig have det bedst med, at vi alle kunne være venner. Men det er som om, at der er nogen højere oppe i systemet, der har besluttet, at det kan vi ikke.
Måske er det kvalifikationsrunden til heksetiden. Det her sted midt i kvindelivet, hvor kroppen holder op med at være troværdig og pålidelig og hvor der lige pludselig er plads til at være mere fri for andres blikke og meninger. Måske er det alle de udfordringer, som min krop har været igennem de seneste par år. Måske har de her år gjort mig mere tykhudet, så det virker åndssvagt ikke at sige min mening højt.
Det er dog helt sikkert den Epstein-tilsmudsede elite, det er helt sikkert Gaza, Iran, Venezuela og Grønland. Det er helt sikkert billige grin for public service midler om folk, der allerede ligger ned. Det er korrupte kokain-daddies og et værdiforladt magtspil om mine børns fremtid. Det er drikkevand og havmiljø.
Jeg har brug for, at vi fortæller hinanden nogle nye historier og jeg har brug for at kunne fortælle nogle nye historier til mine børn. Jeg har også brug for at holde nogen i hånden, når vi sætter ild til bålet.
